Mor på tre måder

For 2,5 år siden blev jeg mor. Jeg blev førstegangsmor, tvillingemor og præmaturmor. På en og samme tid.

Mine børn blev født en tirsdag i september 2017, men selv så jeg dem først dagen efter. Jeg så dem, på en akut neonatalstue midt om natten. Gennem en tyk plastikvæg, lå de i deres fælles kuvøse og jeg kunne blot stå og kigge ind på dem. Mange har spurgt mig hvordan det føltes. Jeg ved det ikke, der var et underligt fravær af følelser.

Førstegangsmor på neonatal

Jeg havde fornemmelsen af, at hvis en tilpas myndig person kom ind på stuen og sagde: ”beklager, det er ikke dine børn, der er sket en fejl”. Ja så havde jeg ikke gjort modstand. Og den tanke fik mig til at føle mig som en totalt fiasko som mor.

Hvor var den løvemor, som kæmper med tænder og klør for sine børn? Hun var der ikke. Ikke lige på det tidspunkt

Det var jo mine børn og så følte jeg alligevel ikke at det var mine. Jeg kunne slet ikke forbinde de to små ”sprutter” jeg havde mærket plaske rundt inden i mig, med de to små babyer som nu lå der – helt stille. Jeg kunne ikke engang se deres ansigter fordi de lå med c-pap. Der var ikke nogen genkendelse eller magisk bånd mellem os. Og jeg følte lidt, at jeg kørte på automatik, bare gjorde og sagde det, alle forventede af mig.

Tvillingemor på neonatal

Men jeg var ikke kun førstegangsmor, jeg var også blevet tvillingmor til to små drenge. Tvilling A og Tvilling B. Det var de anonyme navne, personalet havde tildelt dem og som lyste op i grønt på overvågningsskærmene. Vi gav dem hurtigt deres navne, og nu var det Anker og Magne, der lyste grønt på skærmen.

Men en ting, der ikke ændrede sig var deres placering i krybben. A skulle ligge til højre og B til venstre. Det var et spørgsmål om sikkerhed, og det ville også være for omstændeligt at flytte overvågningsledninger og iltslanger rundt.  Min seng kunne kun stå til højre for krybben. Det betød at min ene dreng altid lå lige ved siden af mig, mens min anden dreng altid lå længst væk. Allerede nu begyndte min dårlige samvittighed over den forskelsbehandling de fik. En var altid tæt på mor og den anden var kun tæt på mig, når vi lå hud mod hud.

Præmaturmor

Heldigvis lå vi meget hud mod hud. Men når man er præmaturfamilie er alt skemalagt. Drengene skulle sondemades hver 2. time, jeg skulle pumpe mælk ud hver 3. time. Og ind imellem skulle vi lægge hud mod hud, så meget vi kunne. Men fordi der oftest var meget travlt på afdelingen, ville sygeplejerskerne ikke hjælpe mig med at få drengene over, medmindre det var for minimum 1-2 timer.

Det regnestykke var bare umuligt at få til at gå op. Så jeg blev hurtig verdensmester i at jonglere to små drenge, slanger og ledninger og tape alting fast samt kravlet op i en høj hospitalsseng. Med sengehestene slået op. Ikke en lille opgave med et smertende kejsersnitsar.

Førstegangsmor uden at se mine børn

Mit forhold og relation til mine børn ændrede sig langsomt. Men jeg husker at jeg fortalte min veninde da de var et par dage gamle, at jeg ikke ville kunne genkende dem fra andre børn. Jeg havde aldrig siddet og undersøgt mine børn. Havde de et modermærke eller storkebid? Eller hvad med en skæv storetå?

Jeg kunne ikke se dem, mens jeg lå med dem på brystet, kun kigge ned på to små strikkede huer. Jeg måtte ikke ae dem, kun lægge min hånd forsigtig på dem for ikke at stresse dem. Den lugt som mødre beretter om, at deres børn har, den oplevede jeg aldrig. De små knirkelyde, som mine veninder kunne berette om, at deres børn havde haft, de blev druknet i den evigt hvide støj fra alle apparaterne, som overvågede min børn.

Tvillingemor

Jeg var stolt over at være tvillingmor. Og jeg var rigtig glad for, at de havde hinanden, mens de lå der under samme dyne. En af sygeplejerskerne kunne fortælle fra sine vikariater i Norge at her skilte de tvillingerne ad, i hver deres krybbe. Det er de færreste steder i verden, at præmatur flerlinger lå sammen. Her i Danmark udskrives de også sammen, medmindre der er meget stor forskel på dem. Så selvom Anker var klar til at komme hjem et par dage før Magne, så lå han pænt og ventede på, at hans bror var klar.

Jeg er dybt taknemmelig for vores sundhedssystem her i Danmark. At jeg kunne være indlagt og være sammen med mine børn 24/7, at de lå sammen, og at de fulgte hinanden fra fødsel til udskrivelse.

Præmaturmor

Som mor til præmature var der en ting, som virkelig gjorde ondt. At mit moderskab var afhængigt af andre mennesker på et hospital. Så jeg puslede mine børn, vaskede dem, gned forsigtigt plaster af kinderne med olie og lagde sonde på dem. Mit erklærede mål var at gøre alt sundhedspersonale overflødigt, og helst så hurtigt som muligt. Neonatalsygeplejersker må virkelig være nogle af de mest rummelige mennesker i verden. For de støttede fuldstændig op om min plan. Det var min måde at få kontrollen over en ukontrollerbar situation. Min overlevelsesplan. 

Min ingeniør-mand havde det lidt på samme måde. Men på lidt sin egen ingeniør-agtige måde. Han havde downloadet alle manualer over de forskellige apparater på stuen og underviste mig i dem. Så når der gik en alarm og det var ofte, var det gerne fordi apparatet var indstillet forkert, reagerede på et af de andre apparater eller andet teknisk. Det betød, at alle troede min mand var ansat på hospitalet som tekniker. Selv til drengenes 2 års tjek, sagde lægen, ”nåååå ja, det er jo dig der arbejder i teknikafdelingen”

Det er mine børn

Selvom det tog lidt tid at finde forbindelsen til mine børn og føle mig som mor, så kom følelsen. Ikke på en gang. Men stille og roligt hen ad vejen. Jeg drømte om en Hollywood fødsel og et magisk øjeblik. Men i stedet fik jeg en brat opvågning lige midt på en akut neonatalstue, en nat i sensommeren 2017. Ikke drømmen, men virkeligheden. En virkelighed som mange har været igennem. Før mig og efter mig.