Emmas fortælling
“Min historie handler lige så meget om min egen reaktion”
Min historie, begynder allerede før Oskar han blev født. Da jeg bliver gravid, har jeg allerede en klar forventning om hvordan det vil være at være mor, og hvilket forhold jeg vil have til mit barn. Jeg forestiller mig den dybe og inderlige kærlighed, som jeg vil have til Oskar lige så snart han bliver født. Og alle de gode stunder vi skal have på barsel, hvor vi skal gå lange ture, ses med mine veninder og bare hygge os. Alt det jeg har af forventninger, bliver overhovedet ikke mødt og alle de forhåbninger og drømme, gjorde at virkeligheden gav mig et kæmpe chok, der sendte mig i en dyb fødselsdepression.
Jeg har termin med min søn d. 16. marts 2019. Lige på min mands fødselsdag og vi har joket med alle de fælles fødselsdage som vi skal fejre i fremtiden. Oskar er et ønskebarn og jeg er ovenud lykkelig, da jeg finder ud af at jeg er gravid. Min veninde får det at vide som den første, da jeg tester positiv og min mormor som den anden. Og hun er mindst lige så glad som jeg er, for hun skal nemlig være oldemor. Dette når hun desværre ikke at opleve, da hun dør af leverkræft i oktober måned, og hendes død sætter enormt dybe spor i mig, som jeg først finder ud af måneder senere.
I december måned, bliver jeg sygemeldt fra mit arbejde, da jeg har begyndende bækkenløsning på grund af, hyper mobile led og et forhøjet blodtryk. Den 18. januar, er jeg inde på mit arbejde for at sige hej og godt nytår, men må gå tidligt hjem, da jeg har en smule ondt i maven og er meget træt. Samme aften skal min mand og jeg hjem til et vennepar, så jeg ville tage en lur inden vi skulle hjem til dem, men jeg kan ikke sove. Jeg er meget utilpas og har ret ondt i maven. Hjemme hos vores venner, tager smerten til, men jeg tænker ikke så meget over det, da det nok bare er den bækkenløsning, der driller. Alligevel begynder jeg at tælle, hvor lang tid, der går imellem smerterne. Der går mellem 1-2 minutter mellem hver smerte.
Vi kører hjemad klokken ni om aften, og så snart vi sætter os ud i bilen begynder jeg at græde, for jeg har så ondt i maven. Alligevel gør vi ikke noget ved det, da jeg insisterer på at jeg bare skal hjem at sove. Klokken tre om natten, har jeg stadig ikke sovet. Og jeg ringer grædende til fødegangen og spørger hvad jeg skal gøre, for det gør bare så ondt. Vi får at vide, at vi kan komme ind til et tjek, og vi er på Hillerød hospital klokken fire om natten. Her får jeg taget en test for blærebetændelse, da sygeplejersken er sikker på at det bare er det, der er problemet, selvom jeg siger til hende at jeg dagen inden har fået at vide fra min egen læge, at jeg ikke har blærebetændelse. Det tror hun ikke på, og jeg får en penicillinkur i hånden og får at vide at vi bare kan tage hjem igen. Lige inden vi forlader stuen, foreslår hun at hun godt lige kan tjekke mig, bare for en sikkerhedsskyld og se om alt er normalt. Hun bliver helt stille.
”Du er fire centimeter åben. Du er i aktiv fødsel.”
“Vi skal have en søn i dag”
Hun ringer efter en læge, og der går nok en halv time før lægen kommer. Vi bliver flyttet til et andet rum, og når jeg rejser mig op for at gå fra det ene til det andet rum, løber blodet ned ad mine ben. I den halve time, er der ingen som fortæller min mand og jeg hvad der sker. Min mand har senere fortalt mig, at han troede at vores baby skulle dø, og det var der alt blodet kom fra. For igen, ingen havde fortalt os noget som helst. Lægen kommer og undersøger mig, og begynder samtidig at snakke om for tidlige fødsler og hvordan vi kan sørge for at han bliver i maven så længe som muligt, men alt foregår i fagsnak og vi forstår ingenting. Hun slutter af med at sige at jeg lige selv skal trippe ned på fødegangen, og så går hun.
Det hele er så forvirrende og vi forstår slet ikke hvad der sker. Først da vi kommer ned på en fødestue og op på en briks, kommer der en sød jordemoder ind, og fortæller os hvad der foregår. Vi skal have en søn i dag.
De gør alt hvad de kan, for at holde ham inde så længe som muligt, ved at give mig en masse vehæmmende. Det gør dog kun veerne værre. Oskar vil bare ud. Jeg har en masse elektroder på maven, for at sørge for at han stadig har det godt, og det har han heldigvis. Hans blodtryk er hele tiden stabilt, og vandet går først helt til sidst i presse fasen. Men det er en lang og sej omgang. Jeg har senere fået at vide, at min fødsel er det som betegnes som en ”god fødsel, uden komplikationer”, men jeg føler på ingen måde at jeg havde en god fødsel. Mest af alt fordi jeg ikke vidste hvad der skulle ske i begyndelsen, og fordi den blev trukket så langt ud, hvor det måske kunne have været overstået på et par timer. Oskar kom til verden d. 19. januar klokken 19:06. 15 timer efter at vi ankom til hospitalet. Der var 10 personer på fødestuen, udover min mand og mig. Et hav af læger, der stod klar til at tage sig af Oskar så snart han kom ud. Jeg nåede kun at få ham op på brystet i få sekunder, og så var han væk. Jeg ved stadig ikke hvad de gjorde ved ham, om der var komplikationer eller noget, for ingen fortalte mig noget. Min mand gik med lægerne og Oskar op på neonatal afdelingen, og jeg fik besked på at hvile mig. Ved ti tiden om aften, kom jeg op på afdelingen sammen med Oskar, men i stedet for et lille fint barn, stod der bare en stor kuvøse og jeg kunne slet ikke se ham. Jeg vidste stadigvæk ikke hvordan min søn så ud.
Vi endte med at være indlagt på neonatal afdelingen i tre uger. De hårdeste tre uger i hele mit liv. Her kan vi vende tilbage til de forestillinger jeg havde om at have et nyfødt barn. At sidde med sit lille nye, smukke barn, kysse og kramme, og være ovenud lykkelige. Det havde jeg slet ikke. Jeg havde et lille væsen, der lå på en varmepude for at holde varmen, der havde gulsot og lå i lys i næsten en uge. Jeg skulle have hjælp hver gang jeg ville have ham over, der kom læger ind hver anden time for at tjekke til os, jeg kunne ikke komme hjem, jeg var separeret fra min mand, der skulle på arbejde. Jeg var dybt ulykkelig. Heldigvis er det super søde sygeplejersker de har på afdelingen, og det har været deres humør og opmuntrende samtaler, der har holdt mig kørende. Da vi når Oskar’s uge 35, kommer vi på tidligt hjemmeophold i to uger. Og endelig da begynder der at komme lidt stabilitet i min hverdag, da jeg igen kan komme hjem i mit eget hjem.
Første besøg af sundhedsplejersken
Efter vi har sluppet tøjlerne til hospitalet, får vi første besøg af vores sundhedsplejerske, der roser Oskar til skyerne fordi han er så stor trods hans tidlige fødsel og han er helt med ren udviklingsmæssigt. Vi sidder længe bare og snakker om Oskar, til hun pludselig spørger hvordan jeg egentlig har det. Og jeg bryder helt sammen, for jeg har det rigtig dårligt. Vi får taget en depressionstest på mig, som hun siger man normalt først tager et par uger efter terminsdagen, men hun føler at det er meget nødvendigt hos mig. Har man en score på 12 så er man deprimeret – jeg score 23 og bliver henvist til lægen dagen efter. Hun vil meget gerne henvise mig til en psykolog, men vi ender også med at tage en snak sammen, og vi sidder faktisk og snakker i næsten en time. Og det er meget tydeligt for hende, at jeg har en fødselsdepression.
Jeg er dybt deprimeret. Jeg har ikke lyst til at leve mere.
På dette tidspunkt ammer jeg Oskar, og står derfor op hver halvanden til anden
time om natten, for at amme ham og er oppe med ham i en times tid før han
falder i søvn igen. Hver gang han vågner, ønsker jeg ikke at have et barn. Jeg er
sur på min mand hver gang Oskar græder, fordi han ikke kan hjælpe til. Efter
seks uger med ingen søvn, pumpning af brystmælk hver tredje time, amning, ingen
mad, skrig og gråd, nedskrivning af Oskar’s detaljer hver tredje time, er jeg
helt udkørt. Jeg sidder og græder hver nat, fordi jeg er udmattet. Sur.
Irriteret. Jeg hader mit liv, og ønsker hver dag at jeg dør – eller at Oskar
holder op med at trække vejret. Så langt er jeg ude på dette tidspunkt.
Lægen og jeg finder frem til, at min depression er startet helt tilbage i
oktober måned, hvor min mormor døde. Min mormor betød alt for mig. Mine
forældre flyttede til Tyskland da jeg var 18 år, og her har jeg siden haft mere
kontakt til min mormor, end mine forældre. I stedet for at bearbejde hendes
tab, da hun dør, får jeg det lagt bag mig og står derfor med et kæmpe behov for
at have hende hos mig, da jeg står i den sværeste situation i hele mit liv,
nemlig da Oskar kommer til verden to måneder før tid.
I to måneder går jeg med en meget svær depression. Psykologerne har så lang venteliste, at jeg aldrig kommer til. Vores sundhedsplejerske kommer cirka en gang om ugen, for at tjekke til både Oskar og mig, og det er faktisk meget rart at have en ”voksen”, der kan komme og kigge lidt til os. Det har endnu ikke været på tale om en mødregruppe, men det begynder så småt at blive foreslået for os og jeg takker ja til at starte i en mødregruppe i maj måned, sammen med fem andre børn, der er født i marts. Oskar er derfor to måneder ældre end dem, men de bør følges ad ren udviklingsmæssigt. Og det at komme i den her mødregruppe, er det bedste, der kunne ske for mig. Jeg begynder så småt at se frem til noget. I stedet for bare at overleve dagene og komme igennem det, begynder jeg at se frem til at mødes med den her gruppe hver onsdag. Jeg får en helt ny energi af at være sammen med dem, og samtidig et nyt overskud til Oskar, når jeg ser at andre også kan have det hårdt med deres babyer.
På de sociale medier så jeg altid kun mødre, der elskede deres liv med deres baby. De skrev om hvor ofte deres baby sov, hvor hyggeligt det var at have dem med på café, hvor hurtigt de udviklede sig, samtidig med at de lagde billeder op ad sig selv i det stiveste puds og den fineste makeup. Og der stod jeg så. Med fedtet hår, kæmpe søvnunderskud, en baby der kun ville sove tyve minutter ad gangen, jeg græd hver eneste dag over hvor hårdt jeg synes det hele var. Og jeg havde dårlig samvittighed. Så dårlig samvittighed over ønsket om ikke at leve mere, eller de gange hvor jeg ønskede Oskar ikke ville leve mere. Jeg følte mig som verdens dårligste mor. Og med de utallige skænderier, som jeg havde med min mand (som ofte blev startet på et vattet grundlag, men fordi vi begge bare var så trætte og udmattede) følte jeg mig bare uduelig. Elendig. Og slet ikke noget værd.
Så da jeg fik min mødregruppe, og fandt ud af, at der faktisk var andre, der havde det ligesom jeg, så begyndte det hele at se lidt lysere ud. Jeg var ikke alene. Andre delte faktisk min sorg, og mine beklagelser over pludselig at tilsidesætte sig selv hver evig eneste dag.
I dag er Oskar over et år. Og vi har det godt. Vi har det alle sammen godt. Oskar har klaret sin for tidlige fødsel til UG, og han har aldrig haft mén eller komplikationer. Han er lige så stor som en baby født til tiden ville være på sin 1-års fødselsdag, og han er helt med i udvikling. Så vi er ikke bekymrede for hans fremtid. Jeg bøvler stadig med dage, hvor jeg synes det hele kan være lidt svært, men jeg har også lært at det er en del af det at blive mor – og forældre.
Jeg er også blevet bedre til at snakke om hvordan jeg har det – og ikke bare om hvordan Oskar har det. Det som mange glemmer, er at spørge ind til hvordan forældrene har det. Og ikke bare gå ud fra, at hvis baby har det godt, så har forældrene det også godt. Jeg bøvlede med så meget, selvom Oskar faktisk havde det rigtig godt. I dag er han en glad og livlig dreng. Han kysser og krammer, leger tagfat med vores hund og har en lystig appetit, både på mad og på livet. Vi er blevet gode til at være ”en familie”. Lave ting sammen, komme lidt ud. Vise ham verden og se positivt på selv de mindste ting. For hvis der er noget som Oskar har lært mig, så er det at se på verden igennem et barns øjne. Positivt og nysgerrigt.
Emmas deler også sin fødselsberetning her: http://kaffeogkjoler.dk/?p=35 og http://kaffeogkjoler.dk/?p=44