Camillas fortælling del 1

Jeg har nu kigget på skærmen i et par timer. Jeg havde egentligt forsøgt at lægge låg på det hele. Forsøgt at pakke det væk, i desperation for at komme videre. 

Nu vil jeg i stedet pakke ud og fortælle vores historie. Vores historie om hvordan vores datter kom til verden, 13 uger før tid. 

Mit navn er Camilla. Jeg er mor til Thea født i uge 26+6 med en fødselsvægt på 659 g. Thea er født for tidligt på grund af svær svangerskabsforgiftning og HELLP-syndrom.

Graviditeten

Min graviditet var præget af enorm træthed og stærke smerter de første uger. Jeg frygtede, at jeg efter fem års kamp for graviditet (ISCI), muligvis var ved at abortere. Smerterne forsvandt, og vi skulle til 6 ugers scanning kort tid efter for at bekræfte, om der var hjerteblink, og at baby lå rigtigt. 

Vi vendte lykkelige hjem fra OUH og kunne næsten ikke vente med at fortælle det. Vi valgte at fortælle det til det nærmeste familie og fravalgte den store ”Facebook announcement.” 

Igennem de næste uger lider jeg af voldsom kvalme, og efter uge 12 bliver det til voldsomme opkastninger, så voldsomme, at jeg får stærke smerter i den ene side og under brystet, som ikke går væk. Jeg kontakter lægen ca. i uge 16. I telefonen siger han, at han gerne vil se mig dagen efter for at kontrollere, at der stadig er hjertelyd. Jeg er alene hjemme, og her vælter HELE min verden. Jeg ringer hysterisk grædende til min kæreste og siger, at jeg ikke kan vente til i morgen og flyver ud ad døren i håb om at kunne nå en åben jordemoderkonsultation. Jeg kommer ind til en ukendt jordemoder og forklarer, mens tårerne triller ned ad mine kinder, hvad lægen har sagt i telefonen. Hun finder hurtigt hjertelyd, men hun anbefaler mig at tage af sted til lægen uanset for at finde en forklaring på smerterne. 

Dagen efter mærker min læge på min mave, lytter efter hjertelyd, og vi tager en snak om, at det muligvis er en forstrækning af en art og henviser derfor til fysioterapeut. Jeg tager ud til min fysioterapeut, som absolut ikke vil røre ved mig, fordi jeg er gravid. Han lokaliserer smerten til et bestemt ribben, og mener det muligvis er på grund af voldsomt opkast.

Højt blodtryk

Jeg får grundet smerterne sværere ved at arbejde og familieturen til København er ekstremt hård ved mig (men graviditet er ikke en sygdom, hvisker samfundet til mig). Jeg har min søster med til min næste jordemoderkonsultation, og jeg joker, i det hun skal måle mit blodtryk, at nu er det spændende at se, hvor højt det er efter en weekend sammen med hele familien. Jordemoderen kigger på mig, da tallet kommer frem og spørger mig, om jeg har hovedpine, hvilket jeg svarer nej til. Hun måler igen og igen. Tallet er for højt. Herefter husker jeg ikke dagene tydeligt, men jeg bliver beordret at komme mindst en gang ugentligt. 

Med tiden bliver mit blodtryk ikke bedre, tværtimod. Lægen beslutter at udskrive blodtryksmedicin til mig og vælger til en start at sygemelde mig et par uger.

Jeg henter det dagen efter og er endnu ikke startet op på det, da jeg om eftermiddagen modtager et opkald fra fødegangen. De kan se, at lægen har udskrevet blodtryksmedicin til mig og ønsker at kontrollere mig. Blodtrykket er stadig for højt, men jeg bliver sendt hjem med beskeden om ikke at arbejde mere under resten af min graviditet, og jeg skal til kontrol igen inden for kort tid. 

Jeg er til kontrol i jordemoderkonsultationen og jævnligt på fødegangen. Jeg husker under en blodtryksmåling med et af de større apparater, at læge, jordemoder og sygeplejerske vælter ind på stuen og spørger, om jeg er okay. Jeg smiler og siger “ja, hvorfor skulle jeg ikke være det?” Min puls var åbenbart så lav, at de troede jeg var ved at stå af. De spurgte, om jeg var eliteudøver, eller havde en ekstremt god kondi, hvilket jeg grinende måtte svare nej til. Under mine egne blodtryksmålinger har jeg slet ikke bemærket den lave puls. En puls, der lå mellem 30-40, når jeg kigger tilbage i dens historik. 

Jeg vågner en tidlig morgen med en voldsom hovedpine. Så voldsom, at jeg vælger at måle mit blodtryk. Blodtrykket er højt, højere end nogensinde. Jeg sidder på badeværelset og ved ikke helt, om jeg skal ringe til nogen. Fødegangen, vagtlægen, eller egen læge, når de åbner. Jeg får det efter lidt tid bedre og vælger at sove videre. Jeg skal til kontrol inden for et par dage.

Alvoren rammer

Jeg er til jordemoderkonsultation og igen med et blodtryk, der er for højt. Jeg er alene afsted, og min kæreste sidder i bilen, da der ingen parkering var. Jordemoderen ringer til fødeafdelingen og vil sende mig til kontrol igen. Den efterfølgende uge er det faktisk dagligt, jeg er afsted på sygehuset. Jeg er stadig glad og smilende – alvoren har ikke ramt mig endnu. Den rammer tirsdag morgen, 7. maj 2019. Min jordemoder kommer ind til mig på den stue, jeg har fået midlertidigt til blotryksmålinger mv. og siger: ”Camilla, vi vælger at indlægge dig.”

Jeg bliver forvirret, jeg husker det ikke, som om jeg blev ked af det. Jeg ringer til min kæreste, der er på arbejde og fortæller, hvad der sker. Han kører fra arbejde for at være ved mig. De vil gerne scanne mig for at se, hvor stor baby er. Mit hjerte gik i stå, da jeg fik beskeden om, at vores datter var 24 % under vækstkurven.

Vi fik et 3d billede med, og jeg husker, at jeg sad og kiggede på det længe, mens jeg sad på sengekanten. Jeg sad med det i hånden, da jeg spørger lægerne, hvad risikoen er for, at de tager hende ud før tid. Lægen kigger på mig og siger: ”Det er ikke et spørgsmål om, hvis hun skal ud før tid, for hun skal ud før tid.” Hvis baby skal forløses før uge 28, hedder det Odense. (Her var jeg i uge 26+0) Jeg gik i stå og brød sammen.

Vi blev flyttet til en anden stue, hvor jeg troede, jeg skulle ligge i længe. Jeg blev startet op på medicin og fik min første omgang lungemodner. Jeg blev skidt tilpas, kastede op og kunne faktisk ikke rigtigt spise. Dagen gik, og min kæreste tog hjem for at sove og pakke en taske til mig. Jeg fik ikke meget søvn og fik taget blodprøver i løbet af natten.

Flyttes til Odense

Min kæreste når lige at komme ind på stuen til mig næste morgen kort efter vagtskifte. Min jordemoder fra dagen før kommer ind. På trods af jeg ikke kender hende, så kan jeg se på hendes ansigt, at der er noget galt. Beskeden var, at de havde bestilt en sygetransport, som hentede mig inden for kort tid, og at jeg skulle flyttes til Odense. Mine tal havde ikke rettet sig, og de turde ikke tage chancen. Jeg reagerer med tårer. Min kæreste og jeg får et øjeblik for os selv. Han græder og fortæller, at han har set det her fine træ ude på gangen (Livets træ). Han fortæller, hvad bladende står for, og da han nævner sommerfuglene (englevinger), knækker han fuldstændig sammen. Vi græder og holder om hinanden som aldrig før. 

Jeg bliver sendt med ambulancen til Odense og bliver kørt ind på en stue med 4 senge. En stue med, hvad jeg betegner som ”aktivt fødende” kvinder. Store maver og klar til at poppe hvert et øjeblik. Efter noget tid får jeg enestue, hvilket er kortvarigt – jeg ender med at blive flyttet 4 gange. (Enestue, dobbeltstue og sidst et fælles opholdsrum som til nød blev brugt til indlagte, hvor vi blev forstyrret på alle tider af døgnet, fordi folk bare gik ind)

Da min mor og to mostre kommer på besøg lørdag formiddag og omkring middagstid, kan jeg mærke, at jeg bliver utilpas. Jeg har mest af alt lyst til at sige, de godt må gå igen. Sidst på eftermiddagen bliver jeg mere og mere dårlig, og jeg kan slet ikke holde ud at være i mig selv. De giver mig noget i et drop (jeg husker ikke hvad) og indtil ca. kl. 20 ligger jeg og vrider mig af ubehag (jeg husker det ikke som egentlige smerter).

Mit Blodtryk er højt, og mine urinprøver er ikke gode

Jeg reagerer angstlignende og er meget udfarende og ”kaster mig rundt” i sengen, fordi jeg har det skidt. Lægen beordrer mig i hospitalstøj, og at jeg får lagt kateter. De er meget tæt på at beordre akut kejsersnit allerede der, men de bliver pludselig i tvivl, om hvorvidt det er et angstanfald. Jeg har én gang tidligere haft et angstanfald, tilbage i 2015.

Jeg falder i søvn og vågner ca. kl. 23 og har det godt igen. Jeg er lykkelig for, at det hele ser lysere ud. Mandag helt indtil middag har jeg det godt. De har bedt mig faste indtil svarene på diverse prøver kommer. Kort før kl. 14 får jeg endelig lov til at spise, og kort efter får jeg det dårligt. Dårligere end lørdag. De måler babys hjertekurve, som de gør hver dag. Denne gang er hun svær at finde. Jeg har en jordemoderstuderende siddende hos mig i flere timer, der presser ind på min mave for kortvarigt og svagt at finde hjertelyd.

Klokken 16 kan jeg ikke mere. Jeg har ingen kontrol over min krop og den ubehag og de smerter, jeg har. Jeg har normalt høj smertetærskel. Min kæreste læner sig ind over mig og krammer mig, og jeg græder hysterisk og siger, jeg ikke kan mere. ”JEG KAN IKKE MERE!”. Min kæreste bønfalder mig og siger, jeg er nødt til at kæmpe – kæmpe for det barn vi har kæmpet for i 5 år.

Lægerne kommer ind til mig og siger, at de har besluttet at lave akut kejsersnit. Jeg græder, og lægen siger: ”Jamen, det nytter jo ikke noget… Vi er nødt til at afslutte den her graviditet…” (Der kunne man godt have valgt sine ord med omhu, da jeg hører det som en slags som abort, og at baby ikke vil være i live, når den kommer ud).

En smule lettet

Min kæreste går ud for at ringe til vores forældre. I den tid jeg er for mig selv, bliver jeg en smule lettet. Lettet over ikke at skulle være gravid længere. Hvilket jeg har det dårligt over at have tænkt. Men jeg kunne ikke mere. Jeg havde givet op. Skulle det være slut, skulle det slutte nu. Lige nu!

Vores forældre (alle undtagen min far, der var på søen) når at komme ind på stuen, idet jeg faktisk bliver trillet ud og afsted på operationsstuen. Min mor smiler og siger det nok skal gå. Jeg har aldrig oplevet hende være så stærk, i hvert fald ud ad til, i en situation som denne. 

Fødslen

Jeg husker det som om, at turen til operationsstuen gik i et hurtigt tempo, men om det er det normale, ved jeg ikke. Jeg bliver modtaget af den sødeste og meget unge jordemoder, som holder mig i hænderne og beroliger mig under bedøvelsen. På stuen er der rigtig mange mennesker, og før jeg ved af det, er de gået i gang.

Klokken 19.21 kom hun til verden. Det lille bitte menneske, jeg havde groet inde i maven i KUN 7 måneder. Jeg kigger hurtigt over og kigger så væk igen. Jeg husker ikke min reaktion, andet end at jeg beordrede min kæreste over til hende og med hende, da de var nødt til at få hende op på neonatal. Hun får pustet luft i sig, da hun ikke trækker vejret, da hun kommer over til børnelægen og støtteventileres i nogle minutter. Hvad jeg får at vide efterfølgende er, at årsagen til, man havde svært ved at finde hjertelyd, var, fordi hun havde flyttet sig om bag moderkagen, og at man vidst havde været nødt til at skære igennem moderkagen for hurtigt at kunne få hende ud, men ellers beskriver lægen det som ukompliceret (journal). 

Lyst til at flygte

På opvågningen føles det som om, jeg mentalt er i en anden verden. På den ene måde ligger jeg og ”vipper” med tæerne for at få bedøvelsen ud af kroppen, så jeg kan komme væk fra opvågningen og op til min datter på neonatal. På den anden måde, fordi jeg ikke kan ”flygte”, mens jeg er stadig bundet til sengen og afhængig af medicin mv. Jeg tror min lyst til at flygte, ligger i et forsøg på at passe på mig selv. Flygte fra alt det der giver så mange smerter indeni. Tanken om at skulle bære rundt på et ar efter et kejsersnit og med stor sandsynlighed ikke få vores datter med hjem, det var ubærligt. Et fysisk tegn på min krop til evig påmindelse omkring dagen.

Min mor kommer op til mig på opvågningen og fortæller mig, at hun ser så fin ud og slet ikke er så lille, som hun havde troet. Hun viser mig et par billeder, fra hun ligger i kuvøsen. Jeg føler, det kunne være et billede af hvilket som helst barn. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det, jeg så. 

Den aften var der tilfældigvis telefonnedbrud, så da jeg endelig måtte sendes videre fra opvågning, kunne man ikke ringe til en portør, der kunne flytte mig, og derfor gik der mere end 6 timer, før jeg så min datter igen. Min kæreste kommer op til mig kort inden, jeg bliver flyttet og kollapser af træthed og ender med at ligge på gulvet ved siden af mig og falder i søvn. 

Endelig bliver jeg kørt afsted til neonatalafdelingen

Jeg bliver skubbet ind på stuen, hvor min datters kuvøse er helt hende ved vinduet. Jeg kigger på afstand, mens sygeplejersken spørger, om jeg vil have hånden ind til hende eller over til mig. Det afviser jeg med det samme (set i bakspejlet er det noget, jeg har fortrudt mange gange siden, men på det tidspunkt var jeg ikke klar).

Vi er der kort tid, da vores datter har brug for ro, og vi har brug for søvn.

Del 2 af Camillas fortælling kan læses her

•